Så omfangsrigt et værk har selvfølgelig sin historie. Udgiveren er så at sige vokset op til det. Han er født 1861 på gården Mel i Myrasyssel, af bondeæt med iblandet præsteslægt; hans far og farbror var kendte som gode sangere, og ligeså flere andre i samme bygd. Ved alskens brylluper og kvæghentninger (Islændingenes høstgilder) lød de gamle enstemmige melodier og „tvesangene“ i rigelig mængde, ligeså i Staðarhraun kirke, hvor faren var forsanger. Bjarne havde aldrig set noder på tryk, for han 15 år gammel kom på skole. Han spurgte, hvorfor de melodier han kendte aldrig fandtes i sangbøgerne, og fik til svar, at sådan noget ikke var til med noder, eller at hver sang dem på sin måde, eller at det vilde være en net ting at trykke det gamle skrål. Men modsigelsen styrkede Bjarnes kærlighed til de gamle melodier. I 1880 skrev han forste gang en liste over hvor mange gamle melodier han kunde; og da han havde lært mere af toneskriften, gav han sig til at skrive op, hvad han kunde fra barndomshjemmet, hvad han havde lært af en kammerat, Björn Blönal (den forste der lærte ham den gamle flerstemmige udsættelse, „tvesangen“), og siden hvad han hørte af en enkelt god sanger i Reykjavik og under opholdet hos sysselmanden i Vatsdalen. Senere, efter at være bleven præst i Siglefjord 1888, van-drede han langt omkring på Nordlandet „for at klo-fæste alt, småt eller stort, der på nogen måde kunde regnes for islandsk folkemelodi“.

Olav Davidsons „Islandske lege“ var den forste, der gav ham vink om at også gamle håndskrifter indeholdt islandske folkemelodier. Hermed begynder den anden afdeling af den Bjarne-Thorsteinsonske beretning, hvori vanskelighederne ved at skaffe rejseunderstøttelse og midler til udgivelse er det lidet opmuntrende hovedtema. I 1899 tilbragte han dog tre måneder i København og 10 dage i Sverig; „da jeg måtte vende hjem, var jeg ikke bleven helt færdig i Arnemagnæanske samling, og havde intet undersøgt af Det store kongelige bibliothek, eller set til bunds i Bokmentafjelagets samling“. Ved et ophold i København 1904 fik han dog længere tid end för og fik ransaget bogsamlingerne bedre. „Derfor kan håndskriftet siges at være fuldt færdigt fra min hånd med for-året 1904“.

Hvorledes udg. har dygtiggjort sig til at behandle dette mangesidige stof, ser man ikke af hans beretning.

Det fremgår kun, at han ikke har kunnet finde nogen plan at ordne indholdet efter, og han har derfor grebet til den udvej at udgi det i tre grupper: 1) hvad der stammer fra håndskrifter, 2) fra trykte bøger, 3) egne optegnelser. Når man dernæst ser, at bøgerne er ord-nede efter trykår og håndskrifterne efter nummerfølge, så forstår man at en sådan udgave kan komme til at se lidt broget ud, f. eks. følgende lige efter hinanden:

S. 138 (AM 687 4): latinsk Mariahymne med tvesang, hskr. o. 1500.
S. 141 (AM 7234): islandsk Mariedigt af navngiven forfatter o. 1700.
S. 143 (AM 792 4): latinsk messetekst, 15de årh.
S. 145 (AM 28 8): skånsk lyrisk strofe, o. 1300.
S. 146 (AM 76 8): latinsk (og danske) Mariaviser, 15de årh,
S. 147 (AM 80 8): latinsk messetekst med tvesang, fra Munke- tverå kloster 1473.

Allerede af denne prøve vil man kunne se, at det er vanskeligt at sige, hvad udg. forstår ved „islandske folkemelodier“. Det viser sig, at et håndskrift ingenlunde behøver at have nogetsomhelst umiddelbart med Island at gore, for at optages i Íslenzk Þjóðlög. Undertiden er begrun-delsen forholdsvis god, som når et nodeblad med Hellig Olafs og Hellig Halvards hymner betegnes som „muligvis islandsk“ (og udg. finder en støtte for dels islandskhed i at en norsk videnskabsmand som prof. Daae i hans „Norske helgener“ ikke har kendt det!). Derimod er den skånske strofe medtaget „ikke fordi jeg regner den for særlig islandsk“, men fordi den er „gammel og mærkelig og fordi den findes i Arne Magnussons samling“ (!). Atter for andre fremgår oprindelsen kun deraf, at de indeholder latinsk og dansk tekst; og atter ved andre, som kun indeholder latinsk, lader udgaven os ganske i stikken med hensyn til deres oprindelse.

Lige så famlende som ved nationaliteten synes udg.s begreb om „folkemelodier“ at være. Der findes en mængde latinsk kirkesang indimeller. Også sådant der blot synes at være gregoriansk sang med nytestamentlig prosatekst. Udg. synes stadig at gå ud fra at det er islandske melodier (hvis håndskriftet er islandsk), der af Islændinge er førte i pennen; men han oplyser ikke sine læsere om, hvorfor det ikke skulde kunne være fremmede melodier, der er afskrevne til brug på Island. På samme måde med de over halvthundrede sider, der er aftrykt efter salmebøger; man får ikke anden oplysning end at udg. har forbigået melodier, der fandtes i Jespersens danske Graduale fra 1573, men taget dem „som jeg ikke véd hvorfra stammer“. Havde det ikke været nyttigt at undersøge nogle flere danske og tyske salmebøger, inden man udgav dette som „islandske folkemelodier“? Og når alt det, her af-trykkes, er de islandske „folkemelodier“, hvori bestod da den gamle tids kunstsang?

Toppunktet af mærkeligt stofvalg nås dog ved det sidste nummer blandt de trykte bøger, som er intet andet end Laubs „Danske folke-viser med gamle melodier“ (c: 1ste hæfte, 1899; det senere kender udg. ikke), hvoraf udg. har medtaget 10, underlagte islandsk tekst, med den begrundelse at det er „levninger af melodier, som har gået over hele Norden (også Island) langt tilbage“; „hvis disse ti melodier blev udgivne særskilt, kunde denne bog godt kaldes: Islandske folkeviser med gamle melodier“. Rent bortset fra det dristige i at lægge vilkårlig valgte islandske tekster under danske melodier og så optage dem i en islandsk samling af folkemelodier, røber udg. her, at han ikke har anelse om hvad Laubs melodier er: rent kunstneriske forsøg på at genskabe melo-dierne i oprindelig stil, som det er vanvid at göre til numre i en viden-skabelig kildeudgivelse.

Muligvis er udg.s aftryk af de enkelte stykker pålideligere end hans stofvalg og ordning. Det vilde være interessant at få en fagmands udtalelse herom, f. eks. om de gamle melodier er pålidelig omsatte i moderne nodeskrift. Men til nutidens almindelige grundsætninger for videnskabelig kildeudgivelse svarer de i hvert fald ikke. Man finder f. eks. Berggreens melodiredaktioner aftrykte uforandret, skönt der i København var den letteste adgang til at efterse de originale håndskrifter. At alle der har beskæftiget sig med disse spörsmål, har advaret stærkt mod en sådan brug af denne udgave, er udg. ukendt; han synes overhovedet ikke at kende til hvad det sidste slægtled har udrettet med folkedigtning eller med ældre musik. Endvidere ser man, at en del af de aftrykte numre forekommer i flere af de nyttede håndskrifter; men hvilke det er, får man ingen pålidelig oplysning om, ej heller hvorvidt de indeholder læsemåder af nogen interesse eller node for node stemmer med den aftrykte tekst. Hojst betegnende er den udtalelse, at udg.s håndskrift forelå færdigt i foråret 1904, efter at han havde fået understøttelse til det forste længere studieophold ved finansloven 1904, og at han siden kun har gjort småtilfojelser. Udg. har endt sit arbejde netop på det tidspunkt, hvor for andre det egentlige udgiverarbejde begynder. Derfor er resultatet blevet den höjst kuriøse bog der foreligger, som man må gå 100 år tilbage i tiden for at finde sidestykke til. Hermed er naturligvis ikke sagt, at den fra forste til sidste blad er værdiløs. Den indeholder jo Bjarne Thorsteinsons egne indsamlinger, der fylder hele bogens sidste halvdel og redder den uddøende islandske folkeoverlevering fra en glemsel, der truede den hårdt. Og den indeholder rundt omkring stykker, som den der beskæftiger sig med nordiske folkemelodier vil finde frem og vide at skatte hojt. Men for dem der ikke i kyndighéd står over udg., er den ikke blot en vildsom men også en i hoj grad vildledende bog.

Der er desværre grund til at sige dette, og sige det med nogen skarphed; ti få bøger fremtræder med tilsyneladende storre støtte af de sagkyndige videnskabsmænd. Blandt mange rosende udtalelser findes f. eks. en udførlig anbefaling for dens trykning fra professor Angul Hammerich, og korrekturen på tekst og melodier er læst henholdsvis af professor Finnur Jonsson og af en af vore grundigste musikhistorikere. Skal vi forstå dette således at de har påtaget sig ansvar for pålideligt aftryk af de pågældende gamle håndskrifter? eller har de blot ansvaret for at ud-gaven stemmer med trykmanuskriptet? Og har de lærde, der gav an-befaling til trykning af samlingen, ment at der forelå et virkelig tryk-færdigt manuskript?

Det kan efter de foreliggende udtalelser være, at disse mænd har påtaget sig ansvaret for udgavens pålidelighed, og det kan være lige det modsatte. Men enten det forholder sig så eller så, må dog udgavens store svagheder falde i ojnene for enhver der beskæftiger sig lidt med den.

Det er elskværdigt af de lærde, at de har støttet udgiveren til at fuld-føre sine studier og siden til at få udgaven frem. Men havde de ikke gjort ham en meget storre tjæneste ved rent ud at sige til ham, at han mang-lede nogle af de forste og nødvendigste egenskaber for at kunne optræde som udgiver af et mangeartet videnskabeligt materiale?

I så fald havde vi sikkert fået udgivet en ganske anderledes for-træffelig bog, Bjarne Thorsteinsons egne optegnelser; og bogen havde ligeledes svaret til sit navn „Islandske folkemelodier'.

Der vilde tillige være sparet en hel del penge, som er ofrede på et uordnet aftryk af gamle håndskrifters indhold. Ja hvem véd, om ikke selve udgiveren, gjort opmærksom på sin svaghed, i tide havde tilegnet sig en god del af den almindelige metode og af de kundskaber om folke-digtning og ældre musik som han nu savner, — det kunde have sat ham i stand til at kaste meget af sit overflødige gods over bord og at vise os hvad der var det ægte islandske stof og dets ejendommeligheder? Sagen har ikke blot ærende til den videnskabelige verden, men også til dem der uddeler de offenlige understøttelser. Den der optræder som udgiver af et omfattende nationalt kildestof bör kunne fremlægge vidnes-byrd om at han virkelig magter en udgave og de dertil hørende viden-skabelige undersøgelser. I en tid hvor man overalt ellers agter den faglige sammenslutnings udtalelser, bör man gore sig klart at noget lig-nende er ret i videnskaben. Vi kan minde om hvorledes „Selskabet til udgivelse af historiske kildeskrifter“ gennem 30 års arbejde — til dels under kamp med ansete ældre forskere — har gennemført ensarted og rigtige grundsætninger i kraft af den strænge indbyrdes kritik. „Samfund til udgivelse af gammel nordisk literatur“ har virket for lignende höjmål i udgivelse af gammel literatur. Jeg nævner indenfor folkeminderne foreningen „FF“, der ad en anden vej virker til dej samme: den sætter sit stempel på de arbejder der fortjæner at fremhæves som mønstergyldige; iblandt dens „Publications“ er også musikudgaver som Thurens fortræffelige „Folkesangen på Færøerne“ og Launis lappiske melodier. Var det ikke et rimeligt krav at stille, at enhver omfattende udgave enten skulde ydes af en almenkendt videnskabsmand eller bære et af disse samfunds erklæring om, at udgaven var tilfreds-stillende i forhold til nutidens videnskabelige krav?

Jeg taler ikke her om det personlige forfatterværk, her er altid noget storre spillerum, men om de bestemte krav der må stilles til en viden-skabelig udgave. Om produktionen muligvis skulde sættes lidt ned, var skaden næppe så stor. Forskerne vilde vinde ved at de fik pålidelige udgaver; og de ydende myndigheder vilde tjæne ved at orkesløs trykning sparedes. Det kan være godt at have lidt færre penge til trykning, men des flere til de forudgående undersøgelser.