Det islandske „skjaldarmerki“ Den islandske nationalsang
Steingrímur J. Þorsteinsson

Den islandske nationalsang, lovsangen „Ó, guð vors lands“ („Vort hjemlands Gud"), er oprindelig en salme, digtet til en bestemt lejlighed, og hverken digteren eller komponisten har vel forestillet sig, at den skulle blive nationalsang. Der gik da også mere end en menneskealder, for det sketé.

I 1874 var der gået 1000 år, siden nordmanden Ingólfur Arnarson som den første bosatte sig i Island. Den sommer var der mindehøjtideligheder over hele landet i den anledning, men hovedfestligheden gik for sig på Thingvellir, folkets gamle tingsted, og i Reykjavík. Lovsangen blev digtet til denne fest, jfr. ordene „Islands tusind år“, der forekommer i alle tre strofer, og titlen på originaludgaven af digt og melodi (Reykjavík 1874 ) er: Lovsang til minde om Islands tusind år.

Ifølge kongelig bekendtgørelse af 8. sept. 1873 skulle der holdes offentlig gudstjeneste i alle islandske kirker sommeren 1874 til minde om tusindåret for Islands bebyggelse; Islands biskop skulle fastsætte gudstjenestedagen og prædikenteksten. Samme efterår bekendtgjorde biskoppen, dr. Pétur Pétursson, at gudstjenestedagen skulle være den 2. august, og at der skulle prædikes over Davids 90. salme, vers 1--4 og 12-17. Denne beslutning om festgudstjenesten blev årsagen til, at den islandske nationalsang blev skabt, og tekstvalget bestemte digtets motiv.

Samtidig med den biskoppelige bekendtgørelse tog pastor Matthías Jochumsson (1835-1920) på sin tredje udenlandsrejse (af i alt 11). Han var søn af en fattig og børnerig bonde og var derfor gammel, da han begyndte sin skoleuddannelse på bekostning af folk, der var blevet interesseret i hans evner. Han havde taget den theologiske embedseksamen i Reykjavík og havde fået et fattigt kald dér i nærheden, men havde opgivet præstegerningen dette efterår, 1873, idet han var i sjælekamp efter nyligt at have mistet sin anden kone, foruden at han da som ofte i sine yngre år kæmpede en indre kamp for sin tro. Det følgende år blev han redaktor af det ældste blad i Island, men genoptog siden præstegerningen i betydelige kald og bestred dem til århundredeskiftet, da han som den første islænding af Altinget fik digterløn, som han havde i de to sidste årtier af sit liv. - Matthías Jochumsson er en af de mest universelle og veltalende, de åndrigeste, produktiveste og ujævneste blandt alle tiders islandske digtere. Berømtest er han for sine bedste digte, samt for sine geniale oversættelser af forskellige af verdenslitteraturens hovedværker og for mange slags spirituelle artikler og breve, hvad der vil sikre hans navn langt frem i tiden. Han har frem for nogen anden fået hædersnavnet „Islands nationaldigter“. Han er især livets og troens digter, hvad der bl. a. ses i nationalsangen, selv om det ville være uretfærdigt over for digteren at regne den blandt de allerbedste af hans digte.

Digtet blev skrevet i Skotland og England vinteren 1873-74, den første strofe i Edinborg, de to sidste, som Matthías Jochumsson selv aldrig rigtig syntes om, i London. På den tid var der kun gået eet årti fra dengang, han henledte nationens opmærksomhed på sig ved sin digtning, og der skulle gå endnu et tiår, far han udsendte en egen digtsamling.

Komponisten, Sveinbjørn Sveinbjørnsson (1847-1926), havde en helt anden skæbne end Matthías Jochumsson. Han var søn af en af de højeste embedsmænd i landet, retsformanden i Landsoverretten, og tilbragte den største del af sit liv i udlandet. Han var theolog, men valgte siden som den første islænding musikken til sin livsgerning. Han havde afsluttet en femårig musikuddannelse i København, Edinborg og Leipzig, og han havde netop slået sig ned i Edinborg som musiklærer og pianist, da Matthías Jochumsson kom dertil i efteråret 1873 og boede hos ham, thi de var skolekammerater til trods for en aldersforskel på 12 år. Da Matthías Jochumsson havde digtet begyndelsesstrofen af lovsangen dér, viste han den til Sveinbjørn Sveinbjørnsson og siger derpå i sin selvbiografi følgende: „Sveinbjørn gennemgik teksten omhyggeligt, men sagde, at han ikke vovede at gå i gang med at komponere en melodi dertil; det gik da således, at jeg om vinteren gang på gang sendte ham opfordringer og tilskyndelser til at forsasge sig med salmen. Og til slut kom melodien om foråret og nåede med nød og næppe hjem til mindehojtiden.“ Sveinbjørn Sveinbjørnsson boede siden stadigvæk i Edinborg, bortset fra at han sine sidste 8 år levede i Winnipeg, Reykjavík og København, hvor han døde siddende ved sit klaver. Men lige fra han som 27 årig havde komponeret melodien til „Ó, guð vors lands“, fortsatte han med mange slags kompositioner, hvoriblandt forskellige fremragende melodíer til islandske digte, endskøndt han den meste tid kun havde ringe direkte forbindelse med sit folk og langt tidligere blev kendt som komponist i sit nye fædreland end på Island. Dog er hans kompositioner i højere grad præget af nordisk end af angelsaksisk ånd. Og blandt den fåtallige skare af islandske komponister står han både som en af banebryderne og som en af dem, der er nået højest.

Lovsangen synes dog ikke at have vakt særlig opmærksomhed, hverken digt eller musik, da den for første gang blev opført af blandet kor ved tre festgudstjenester i domkirken i Reykjavík søndag d. 2. august 1874. Den dag blev der også i Reykjavík sunget 7 mindedigte af Matthías Jochumsson, digtet på opfordring af festkomiteen - de fleste på een dag, så hurtig kunne han digte. Men lovsangen er blandt de få digte, som han af egen tilskyndelse digtede til nationalfesten.

Til højtideligheden var der kommet folk fra hele lsland, og der var mødt fremtrædende personer fra forskellige evropæiske lande og fra Amerika. Blandt gæsterne var kong Christian IX, og det var første gang, at Islands konge besøgte landet. Han overbragte folket en ny grundlov, der indeholdt virkelige reformer (lovgivende myndighed og delvis selvstændighed i finansiel henseende). Det var en af milepælene på vejen til den genvundne selvstændighed (mistet 1262-1264), der blev efterfulgt af indførelse af hjemmestyre 1904 (islandsk minister for isl. anliggender, bosat i Reykjavík), gennemførelsen af Island som et helt selvstændigt rige i personalunion med Danmark (Danmarks konge tillige Islands konge) 1. dec. 1918, og endelig republikkens indførelse (med islandsk præsident) 17. juni 1944.

I den tid da der endnu var lang vej til opnåelsen af selvstændighed, kunne man egentlig ikke tale om nogen nationalsang i sædvanlig betydning. Men når islændinge sang om fædrelandet, brugte man helt ind i det 20. århundrede helst sangen „Eldgamla Ísafold“ af Bjarni Thorarensen (1786-1841), digtet i København, sandsynligvis 1808-09. Men to ting bevirkede, at den ikke kunne blive nationalsang til trods for dens popularitet. Det ene var, at hjemveen deri får udløb i skoser til værtslandet, bortset fra første og sidste strofe der oftest blev sunget. Og det andet og vigtigere var, at den blev sunget på den engelske nationalsangs melodi (skønt den vistnok oprindelig blev digtet til en melodi af Du Puy).

I den sidste fjerdedel af det 19. århundrede blev „Ó, guð vors lands“ ofte sunget offentlig af sangforeninger. Men det var først i perioden mellem indførelsen af hjemmestyret 1904 og den fulde uafhængighed i 1918, at den vandt hævd som nationalsang. Ved indførelsen af uafhængigheden blev den spillet som Islands nationalsang og har bestandig været det siden. - Den islandske stat blev i 1948 ejer af ophavsretten til melodien - som et dansk musikforlag tidligere havde besiddet - og i 1949 til teksten.

Unægteligt er der dog fejl at finde ved „Ó, guð vors lands“ som nationalsang. Det støder ganske vist ikke Islændingene særlig, at digtet snarere er en salme end en fædrelandssang. Men melodien bevæger sig over et så stort område af skalaen, at det næppe er den almindelige mand muligt at synge den. Man griber derfor ofte til andre fædrelandssange, når man vil hylde sit land, og i de sidste årtier har man især foretrukket Islandssangen (Ég vil elska mitt land) af Jón Trausti (pseudonym for Gudmundur Magnússon, 1873 -1918) til en melodi af pastor Bjarni Thorsteinsson (1861-1938) og Ísland ögrum skorið, en strofe af et digt af Eggert Ólafsson (1726-68), melodien af Sigvaldi Kaldalóns (1881-1946). Men hverken disse eller nogen anden melodi har kunnet fordrive „Ó, guð vors lands“ fra førstepladsen.

Den har endog fået så meget desto mere præg af hellighed, som den ikke er blevet slidt op i det daglige. Man har ærbødighed for digtets ophojede digteriske kvalitet, især for førstestrofen, som oftest synges alene, og den højtidelige og gribende melodi går alle islændinge til hjertet.

Forord til „viðhafnarútgáfu íslenska forsætisráðuneytisins“ 1957
© Ríkisstjórn Íslands

© 2000 Músík og saga1. maj 2000